bonfire-1867275_1920.jpg

Vi laver nye naturbaserede mandegrupper

Gratis tilbud til mænd i københavnsområdet

DareGender og MandSnak har fra sensommer 2019 oprettet i alt tre naturbaserede mandegrupper med i alt 24 mænd i alderen 22 til 50 år.

Hvad går mandegrupper ud på?
At være del af MandSnak’s mandegrupper handler om at indgå i et sundt og ligesindet fællesskab. Et manderum, hvor der både er plads til at dele de vanskelige tanker og mulighed for at udvikle sig som person og måske også blive udfordret af andre perspektiver. I vores mandegrupper er der både plads til at dele de svære ting i livet og mulighed for at dele tanker og holdninger til det at være mand med en gruppe af andre nysgerrige unge mænd.

Vi skal ud i naturen
Vi mødes på Kalvebod Fælled kun 30 min fra Kgs. Nytorv til samtaler og aktiviteter omkring bålet. Her vil du opleve at komme i kontakt med nogle dybere sider af din egen natur, som har en positiv effekt for dig som person og for gruppen. Naturen er omdrejningspunkt for vores mandegrupper, fordi naturen er et neutralt frirum i en travl og krævende hverdag.

Naturen giver ro og balance og påkalder sig spontan opmærksomhed fra os med beroligende sanseindtryk. Og kommer vi fra en hverdag med en lang række stress elementer, er det i sig selv restituerende for vores mentale helbred at komme ud i naturen. Ophold i naturen og omkring bålet bringer os i kontakt med dybere sider af vores egen natur. Vi tror på at, den oplevelse kan være betydningsfuld som fælles referenceramme for deltagerne i en mandegruppe.

Har du spørgsmål omkring mandegrupperne, så skriv til projektkoordinator, Eskil Holten Haargaard på ehh@daregender.dk.

MandSnak’s mandegrupper er støttet af Nordea Fonden og Københavns Kommune.