VELKOMMEN TIL MANDSNAK

MandSnak er DareGender’s sociale program.

MandSnak tilbyder rum og fællesskaber hvor særligt unge mænd kan søge råd, sparring og ligesindethed om det at være mand i Danmark. Samtidig er MandSnak en platform hvor frivillige kan engagere sig i forskellig grad.

MandSnaks aktiviteter søger at fremme en kultur og diskurs hvor mænds psyko-sociale trivsel og udfordringer belyses i et kønnet perspektiv, anerkendes og forebygges på lige fod med andre målgrupper.

  • TELEFONRÅDGIVNINGEN tilbyder landsdækkende telefonrådgivning til drenge

    og unge mænd i alderen 15-30 år

  • MANDEGRUPPERNE tilbyder samtalegruppeforløb i naturen for mænd i aldersgrupperne

    20-35 år samt 35-50 år

  • OUTREACH PROGRAMMET tilbyder undervisning, oplæg og workshops mhp. at udbrede og

    oplyse om MandSnaks tilbud og formål

  • FÆLLESSKABET AF FRIVILLIGE er organiseret i hhv. København og Aarhus. De frivillige understøtter MandSnaks rådgivning, facilitering af mandegrupperne samt events og vidensdeling

UDFORDRINGERNE

”Jeg føler mig ensom”

(Sean, 21 år)

Selvom unge mænd ikke altid vil erkende det, er vi ikke gode til at tale om tingene. Det er et problem, fordi man får et behov for at lukke omverden ude og isolere sig, når man møder udfordringer. Ofte har man ikke lyst til at blande andre ind i tingene. Men at dele tingene med andre kan have en bedre virkning, end man skulle tro. Ofte ser tingene lysere ud, når man ikke står alene med dem.

Nogle unge mænd har udfordringer med seksualitet og porno. Andre oplever problemer med stress. Men næsten alle unge mænd føler sig i perioder ensomme i større eller mindre grad. – Det kan f.eks. være fordi, man har fundet et nyt studie i en anden by eller er vokset fra sin tidligere omgangskreds.

“Jeg havde overdrevet forbrug af porno. Det blev en for let adgang til stimuli og almindelig sex føltes slet ikke lige så godt som tidligere”

(Pelle, 25 år)

Nogle mænd er fra skolealderen vant til at være hårde mod piger. Derfor kan det senere hen være svært at navigere i, hvor andre menneskers grænser går - Især når man kommer i teenagealderen.